Der er ca. 60.000 indbyggere i Herning, som er kendt for at have en god blanding af både kultur, uddannelse og industri. Herning er kendt for sin driftige innovationsånd, og især inden for tekstilindustrien er Herning en væsentlig aktør - blandt andet JBS, Bestseller, Egetæpper og Brandtex er startet på Herning-egnen.
I takt med globaliseringen har disse virksomheder imidlertid sourcet mange af deres aktiviteter til udlandet - dog er hovedsæderne stadigt placeret på Herning-egnen. Men Herning er meget mere end en tekstilby. Herning er hele 2 gange blevet kåret til årets by, hvilket kun én anden dansk by kan prale af.
Skandinaviens største messecenter I Herning har vi Skandinaviens største messecenter med 100.000 m2 under tag, som udover at afholde et hav af messer ligeledes anvendes til afholdelse af kulturelle begivenheder i form af koncerter og andre events, heriblandt Dansk Melodi Grand Prix, Grøn koncert og Danmarks eneste indendørs Tattoo.
Teater I Herning Kongres Center opføres der ofte teaterforestillinger, foredrag med nationale og internationale kendisser samt koncerter og shows. Kig forbi www.kongrescenter.dk for mere uddybende information. Endvidere har Team Teatret og Herning Teater også en række tilbud. Se mere om Team Teatret på www.teamteatret.dk eller Herning Teater på www.herningteater.dk.
En by i rivende udvikling
Desuden er Herning-egnen også præget af innovationsmiljøer, som ligger i tæt geografisk forbindelse med AU-HIH. Herning er kort sagt en by i rivende udvikling. Torvet er gennem de seneste år blevet gjort til en naturlig og hyggelig kerne for bylivet. Næsten hver weekend afholdes der arrangementer i et utal af afskygninger, og om vinteren er der udendørs skøjtebane, der fungerer som en integreret del af de mange andre aktiviteter i bymidten.